Stig Rossen giver eksklusiv intimkoncert i Kolding
Det er nærværet og kærligheden til de ukuelige ildsjæle, der driver Danmarks største musicalstjerne, Stig Rossen, til Houens Odde nær Kolding til maj. Her giver han en intimkoncert hos den franske oplevelsesbutik, La Petite Provence.
For tredje gang besøger alletiders store danske musicalikon, Stig Rossen, den fransk-inspirerede gårdbutik La Petite Provence ved Houens Odde. Det sker når han 8. maj giver intimkoncert for cirka 150 gæster – herunder en begejstret indehaver.
”Det er da fantastisk, at Stig, der har set og oplevet så meget, også har lyst til komme her,” udtaler Vivi Bjerg Viuff, der siden 2008 har drevet den franske specialbutik, og tilføjer:
”Det var faktisk lidt hans egen idé. Stig var forbi i forbindelse med vores datters bryllup, hvor han først så butikken og derefter salen ved siden af; og det var her ideen opstod”.
Stig Rossen faldt pladask for Vivis butik
Den folkekære sanger og skuespiller var ikke i tvivl, da han så Vivis landsted i de naturskønne omgivelser nær Gudsø Vig.
”Da jeg så salen, udbrød jeg bare helt spontant; ’Vivi, her skal du da holde intimkoncerter’,” fortæller han og ler: ”… hvortil hun med det samme svarede; ’Jamen, det må du da gerne, Stig’ ”.
Rossen, der gennem de seneste årtier har stået på flere af verdens store scener, havde på det tidspunkt gået med tanken om at prøve noget andet. Så ideen om en gårdkoncert var derfor oplagt.
”Det er bare skønt at være i øjenhøjde med publikum – helt bogstavligt talt,” forklarer han og peger på, at der i forbindelse med Vivis butik slet ikke ér en rigtig scene. ”Den nærhed og kontakt du får sådan et sted, får du ikke på de store scener. Her går du ind og synger, og går ud igen. I Vivis butik skaber vi koncerten sammen – publikum, mig og min pianist”.
Han afslører samtidig, at setlisten derfor heller ikke er 100% fastlagt på forhånd.
”Vi kommer til at høre lidt Disney, lidt musical, lidt operette og en masse andet. Kommer der et forslag fra publikum, så prøver vi det. Eneste krav er i virkeligheden bare, at det skal være én af mine yndlingssange,” slutter Stig Rossen af med et smil.
La Petite Provence *Danmarks Franske Oase* skal være en oplevelse
Det lille stykke Provence ved Gudsø Vig er inspireret af Vivi Bjerg Viuffs egne rejser i det sydfranske, og kongstanken har fra start været at skabe en fransk livsstilsbutik til glæde for maven, haven og huset i 100% analoge omgivelser. Der er derfor heller ikke nogen webshop knyttet til butikken; og det er helt med vilje.
”Nej, folk skal slippe telefonen og komme herud,” fastslår hun. ”Det er ikke kun et produkt, du skal have, men oplevelsen af at være i Sydfrankrig. Det gælder også koncerten med Stig. Den bliver også unik og med et nærvær, man ikke kan få digitalt”.
For yderligere information:
Vivi Bjerg Viuff
Indehaver, La Petite Provence
tlf.: 40 37 08 86